Generalforsamling 2022

Referat, ordinær generalforsamling

Grundejerforeningen ”Fjellerup Kær af 24. februar 1968”

lørdag den 28. 5. 2022

Velkomst v/formanden

Der blev budt velkommen til årets generalforsamling af formanden, Susanne Carøe Sørensen, som orienterede om de nye tiltag i forhold til internet og de fremtidige muligheder for at hente alle relevante indkaldelser, regnskab og referater på grundejerforeningens hjemmeside.

 

Ordinær generalforsamling

Formanden åbnede ordinær generalforsamling med dagsorden, jf. foreningens vedtægter:

1)      Valg af dirigent.

Bestyrelsen foreslog Brian Bertelsen, som blev valgt uden modkandidat.

Dirigenten gav indledningsvist alle en undskyldning for, at der under tilmelding til denne ordinær generalforsamling var anført et forkert telefonnr. eller rettere et forkert ciffer i telefonnr., hvortil tilmeldinger kunne tilgå. Dirigenten var derfor tilfreds med, at der under tilmelding også var oplyst mailadresse, hvortil mange tilmeldinger havde fundet vej.

Dirigenten gennemgik herefter de gældende procedurer mht. indkaldelse og beslutningsdygtighed jf. foreningens vedtægter, og kunne konstatere, at generalforsamlingen var indkaldt med korrekt varsel ved indkaldelse ved udsendelse af e-mail den 13. maj 2022, ved opslag i informationskasser samt uddeling i medlemmers postkasser, hvor bestyrelsen enten ikke havde en mailadresse til medlemmet eller hvor mailen ikke virkede, den 14. maj 2022. Endvidere kunne dirigenten konstatere, at datoen for ordinær generalforsamling havde været varslet i april, både i informationskasser og på foreningens hjemmeside.

Jf. vedtægternes §6, Stk. 3, var der indsigelse fra et medlem, at der med indkaldelsen ikke var ledsaget et revideret regnskab og budget. Hertil kunne dirigenten bemærke, at med ”ledsagelse” af revideret regnskab og budget ansås den valgte procedure med revideret regnskab og budget på foreningens hjemmeside som dækkende for ”ledsagelse”, hvilket også tidligere var blevet oplyst medlemmet.

På næste års generalforsamling vil det blive besluttet, om forslaget om kun at lægge det reviderede regnskab på hjemmesiden, kan vedtages.

Generalforsamlingen bakkede op herom, og havde ingen indvendinger herimod, hvorfor dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Videre, jf. foreningens vedtægter, er en ordinær generalforsamling beslutningsdygtig uden hensyn til, hvor mange medlemmer, der er mødt til generalforsamlingen, og at enhver beslutning på generalforsamlingen sker ved simpelt stemmeflertal.

Dirigenten kunne herved konstatere, at generalforsamlingen var beslutningsdygtig.

2)      Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.

Formanden redegjorde kort for den nye bestyrelses arbejde siden generalforsamlingen sidste år, hvor foreningen måtte igennem ekstraordinær og ekstra-ekstraordinær generalforsamling for at komme videre med en nyvalgt bestyrelse. Den nyvalgte bestyrelse blev valgt som en samlet enhed. Med valg til foreningens bestyrelse i år lægges ikke længere op til valg ”som samlet enhed” men ifølge vedtægterne valg af 2 medlemmer for en to-årig bestyrelsesperiode. Næste år valg af 3 medlemmer for en to-årig bestyrelsesperiode.

Bestyrelsen har udarbejdet en forretningsorden, der beskriver omfanget af bestyrelsens arbejde og funktion, og som samtidigt vil blive brugt som et arbejdsredskab til at sikre retning og udvikling i grundejerforeningen.

Forretningsordenen vil kunne ses på foreningens hjemmeside efter generalforsamlingen.

VEJE: Vejene bliver stadig vedligeholdt af Vagn. I det forgangne år er der blevet kørt ekstra 40 m3 sand på vejene. Det har kostet ekstra kr. 12.000,-. Vejene har været belastet af kørsel med tunge køretøjer, som fragter materialer til nybyg og renovering. Desværre ikke kun til egne matrikler, men også til andre områder.  Indkørsel til området ved Lyngmøllevej bliver forbedret sammen med asfaltering i 2024. Tilkørslen ved Klitvej/Strandvænget bliver i samarbejde med Norddjurs Kommune.

Beskæring af rabatterne på Lyngmøllevej volder problemer, da vejens bredde varierer. Der søges en løsning i samarbejde med Norddjurs Kommune.

Stien (beliggende for enden af Lyngmøllevej) til stranden giver også udfordringer, men disse søges løst af kommunen.

Fællesarealet vedligeholdes af ”Dan Center” fra 1. maj – 1. oktober. Pris: kr. 8.000,00 inkl. moms.

Der var fælles arbejdsdag d. 14. maj med fokus på fællesareal og strandrensning. De fremmødte var i strålende humør og med stor velvillighed. Arealet blev renset for skrald og træer og buske blev beskåret. Grenaffaldet blev samlet uden for fællesarealet og efterfølgende afhentet af Vagn. Grenaffaldet opmagasineres til brug under Sct. Hans bålet den 23. maj, hvor bestyrelsen planlægger at arrangere bålfest med diverse tilbehør. Stranden blev renset for affald.

Formanden takkede alle for indsatsen og for en hyggelig dag, og takkede Jørgen Chr. Pedersen for fine billeder fra arbejdsdagen til foreningens hjemmeside.

DRÆN: Sjerik har givet den samlede bestyrelse en rundvisning. Bestyrelsen fik vigtig viden om drænenes betydning for området. Til september bliver drænene spulet og vi bliver klogere på disses beskaffenhed.

VAND: Der afholdes generalforsamling i vandværkets bestyrelse den 2. juli, kl. 9.00. Al information fremgår af hjemmesiden. Mød op og få mere at vide. Der skal renoveres/udskiftes vandrør på Fælledvej. Det betyder, at vejen skal graves op og derfor bliver asfaltering af Fjellerup Strand først færdiggjort i 2024.

Formanden afsluttede bestyrelsens beretning med en stor tak til alle medlemmer for tålmodigheden med de mange nye ting og tiltag, der er sat i søen, og takkede ligeledes bestyrelsen for et godt samarbejde.

Vild med vilje v/område ud for fællesarealet: Jørgen Chr. Pedersen havde fra Flemming Kurdahl modtaget skrivelse, der blev læst op for forsamlingen. Hovedbudskabet i skrivelsen var, at opgaven er større end først antaget.

De eventuelle videre skridt omkring vild med vilje blev overdraget tilbage til den kommende bestyrelse.

Efter en god dialog og besvarelse af spørgsmål blev bestyrelsens beretning godkendt af forsamlingen.

Kort pause blev afholdt af hensyn til traktement, der var blevet anrettet til forsamlingen.

3)      Fremlæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse

Alle deltagere havde ved indgangen modtaget kopi af det reviderede regnskab.

Jonas Bødker-Iversen (JBI) indledte fremlæggelsen med at præsentere foreningens hjemmeside, hvilke relevante oplysninger, der kan hentes samt hvor på hjemmesiden, at regnskabet kan hentes frem.

Herefter gennemgik JBI foreningens årsregnskab og dets opbygning. Resultatopgørelse med noter blev gennemgået og kommenteret, ligesom foreningens økonomiske Balance, Aktiver og Passiver blev gennemgået og kommenteret.

Spørgsmål fra forsamlingen, bl.a. til kontingenter, nettoomsætning, vedligeholdelsesomkostninger og administrationsomkostninger blev besvaret og drøftet.

Regnskabet blev efterfølgende enstemmigt godkendt.

 

4)      Forslag til budget og kontingent for det kommende år, jf. bilag

Budget

JBI præsenterede foreningens budget for indeværende år samt næste år med bemærkninger til budgettets større poster. Der budgetteres for 2022/23 med et forventet negativt resultat, kr. -19.800, hvor særligt vedligeholdelsesomkostninger forventes at belaste regnskabet relativt mere end 2021/22.

Ved realisering af det budgetterede negative resultat, resultatdisponeres fra foreningens egenkapital.

Spørgsmål fra forsamlingen, bl.a. til vedligeholdelsesomkostninger og administrationsomkostninger blev besvaret og drøftet.

Budgettet blev efterfølgende godkendt af forsamlingen.

Kontingent for det kommende år

Kontingent blev af bestyrelsen foreslået uændret, kr. 350, dækkende alle parceller, jf. bilag til punktet.

Det vil sige, at der pr. 1. marts 2023 ikke længere vil være mulighed for ”at stå uden for kontingentbetaling”. De parceller, der op til den 1. marts 2023 er blevet opkrævet og har betalt jf. en tidligere ”fordeling af omkostninger” vil ikke længere kunne lade sig gøre, da foreningens vedtægter ikke giver mulighed herfor.

De parceller, der fortsat måtte ønske at stå uden for medlemskab af foreningen, kan fortsat gøre dette. Det er udelukkende betaling af kontingentbeløbet, der ensrettes, jf. foreningens vedtægter.

Forsamlingen godkendte forslaget om uændrede kontingentsats dækkende alle parceller.

5)      Behandling af eventuelle indkomne forslag fra bestyrelse eller medlemmer

Der var ikke modtaget forslag til behandling.

6)      Valg af medlemmer til grundejerforeningens bestyrelse

Alle stemmeberettigede medlemmer havde ved indgangen modtaget stemmeseddel.

Dirigenten gjorde generalforsamlingen opmærksom på, at 2 ordinære pladser skulle besættes til grundejerforeningens bestyrelse. På stemmesedlen var opført to kandidater, der begge genopstillede.

Dirigenten redegjorde for betingelserne for opstilling og forespurgte blandt de fremmødte medlemmer, om der måtte være andre kandidatforslag.

Der var ikke ønsker om opstilling fra andre kandidater på generalforsamlingen.

Dirigenten kunne således meddele, at der blev genvalg til begge genopstillede kandidater for ny 2-årig periode:

-          Susanne Carøe Sørensen, Sandvej 11

-          Pia Lund Clausen, Th. Andersens Vej 38.

Generalforsamlingen lykønskede begge med genvalget.

7)      Valg af revisor og revisorsuppleant

Valg af revisor

Bestyrelsen foreslog genvalg til foreningens revisor, Ole Viller Jensen, Strandvænget 4, der gerne tog imod genvalg. Der var ikke andre forslag.

Ole Viller Jensen genvalgtes som foreningens revisor.

Generalforsamlingen lykønskede Ole Viller Jensen med genvalget.

Valg af revisorsuppleant

På foreningens ekstraordinære generalforsamling og efterfølgende ekstra-ekstraordinære generalforsamling den 11. september 2021 fik bestyrelsen bemyndigelse til at foretage det nødvendige med hensyn til valg af revisor og revisorsuppleant.

Med valget af Ole Viller Jensen som revisor, der i samarbejde med Kvist & Jensen Statsautoriserede Revisorer udfærdiger et revideret regnskab, var det bestyrelsens vurdering, at der ikke pt. ville være behov for at vælge en revisorsuppleant.

Generalforsamlingen havde ingen indvendinger imod dette, og bakkede enstemmigt op om, at der ikke i år blev valgt en revisorsuppleant, men at valg af revisorsuppleant, jf. vedtægterne, tages op igen på næste ordinær generalforsamling.

8)      Eventuelt

Bestyrelsen har på bestyrelsesmøde drøftet behovene for informationskasser og var interesseret i forsamlingens mening om behovene for / ønsker om antal af informationskasser på Fjellerup Kær.

Bestyrelsens drøftelser har mundet ud i, at en informationskasse ved Sandvej/Strandvænget vurderes tilstrækkelig.

Forsamlingens drøftelser resulterede i forslag om en informationskasse også ved Fælledvej/Th. Andersens Vej.

Bestyrelsen vil drøfte og beslutte på kommende bestyrelsesmøde.

Der var spørgsmål fra salen om årsagen til hævede brønde/brønddæksler, som gør det vanskeligt, at slå græsset omkring brøndene.

Formanden kunne orientere, at brøndene er blevet hævet med årsag i større synlighed, da man IKKE må køre henover og derved beskadige drænene.

Borde-/bænkesæt på stranden trænger til en kærlig hånd, flere af plankerne findes rådne.

Bestyrelsen vil medtage på to-do liste, så der bliver taget hånd om det.

Dirigenten takkede generalforsamlingen for en god ro og orden, og for en god drøftelse af de enkelte punkter, og gav ordet til foreningens formand.

Formanden lykønskede de valgte medlemmer med valget og takkede for tilliden omkring eget valg. Ligeså blev foreningens revisor ønsket tillykke med genvalget.

Dirigenten blev takket for at have gennemført lederskabet af generalforsamlingen, hvorefter formanden kunne erklære den ordinær generalforsamling for afsluttet.

Generalforsamlingen blev hævet kl. 11.10

 

Brian Bertelsen

Dirigent

 

______________________________

Nyeste kommentarer

10.11 | 10:15

Tak for snakken Arne. :)

09.11 | 15:45

Giv mig lige opkald på tlf. 4063 2894. Mit medlemsnr. er: 61

02.06 | 07:30

Ny adresse: Jeg har fået ny adresse som er JAGTVEJ 63A 8450 HAM...

27.05 | 14:25

Hej Ole, Vi bruger dem som også har Vaffelbageriet, så hør gerne der. :) ...