Generalforsamling 2021

 REFERAT AF GENERALFORSAMLINGEN

 

          LØRDAG DEN 17. JULI 2021 KL. 09.00

          MEJLGAARD SLOTS KRO

1. Formanden bød velkommen til de fremmødte grundejere. Bestyrelsen foreslog Flemming Kurdahl som dirigent, hvilket blev godkendt af generalforsamlingen. Flemming Kurdahl gjorde opmærksom på, at optagelser på mobil og andet ikke var tilladt uden dette er meddelt bestyrelsen før generalforsamlingens start. 

2. Formandens beretning for årene 2019/2020 og 2020/2021 blev fremlagt (se bilag). Herefter blev der debatteret ud fra beretningen. Kassereren blev pålagt af generalforsamlingen, at sørge for tilbud om medlemskab af grundejerforeningen for de 3 ubebyggede grunde i henhold til vedtægterne, eller en omkostningsbestemt årlig afregning i forhold til vedtægterne. Dette var pålagt kassereren flere gange på bestyrelsesmøder men ikke effektueret på grund af manglende vilje (se referat fra sidste bestyrelsesmøde). Kassereren blev pålagt af generalforsamlingen, til at få udbetalt de manglende honorarer som beretningen beskrev og overholde tidligere generalforsamlings vedtagelse af dette punkt. Honorar udbetales en gang årligt ved generalforsamling. Det blev vedtaget af generalforsamlingen, at de budgetoverskridelser der er i forbindelse med regnskabet for 2021/2022, gennemgås på næste generalforsamling og at der fremadrettet budgetteres for 2 år ad gangen. Kassereren havde fravalgt at fremlægge sit nye budget, da det ikke var godkendt af bestyrelsen på grund af fejl og mangler. I forbindelse med regnskabsaflæggelse blev det pålagt kassereren at overholde generalforsamlingens beslutning omkring noter, som beskrevet i referat fra generalforsamlingen 2019. Formanden blev spurgt om den manglende opdatering af vedtægter som bestemt på tidligere generalforsamling 2019. Hertil forklarede formanden, at på grund af Corona og de manglende bestyrelsesmøder i året 2020 var vedtægterne ikke blevet justeret som lovet og det var selvfølgelig beklageligt, men at det nu kunne være en opfordring til den kommende bestyrelse, at lave et eftersyn på vedtægterne således at beslutningen fra 2019 blev effektueret. Med hensyn til vedligeholdelse af fællesarealerne er afregningen pr. gang godkendt indtil videre. Spørgsmål i øvrigt omkring fællesareal mod øst, se under punkt 5. Efter debat blev beretningen godkendt og vedtaget.

3.  Kassereren orienterede omkring det reviderede regnskab for året 2020/2021. I den forbindelse havde bestyrelsen modtaget en skrivelse fra grundejer Brian Bertelsen, der i forbindelse med modtagelse af årsregnskab havde spørgsmål omkring uigennemsigtigheden omkring visse poster. På opfordring fra Brian Bertelsen blev det derfor bestemt at kassereren fremadrettet skal oplyse skriftligt omkring indtægternes sammensætning i regnskabet. Ligeledes skal kassereren sørge for udbetaling af honorar ved hver generalforsamling som tidligere vedtaget. Kassereren kunne oplyse at der var 137 medlemmer der hver især betalte 350,00 kr. årligt. Der er 7 ikke medlemmer der afregnes årligt efter omkostninger. Som beskrevet i punkt 2 er de 3 ubebyggede grunde fremadrettet en del af indtægterne. Debat vedrørende regnskabets posteringer mundede ud i, at fremadrettet aflægges der regnskab med noter som tidligere vedtaget. Det er ligeledes muligt for medlemmerne at gennemgå bilag fra bilagsmappe på generalforsamlingen eller på kassererens hjemadresse. Regnskabet blev herefter godkendt.

4. Budget for 2021/2022 og kontingent på 350,00 kr. for året er godkendt. Med hensyn til udsendelse af indkaldelse til generalforsamling på mail til de medlemmer der giver skriftligt tilsagn til dette, vil det være måden der indkaldes på fremadrettet. Til de medlemmer der ikke har en mailadresse, vil brev pr. post til bopælsadressen blive opretholdt. Det kræver en vedtægtsændring og kan derfor vedtages på en eventuelt- ekstraordinær generalforsamling.

5. Der var kommet forslag fra grundejer Flemming Kurdahl om at tilslutte os Norddjurs Kommunes biodiversitetsprogram ”Vild med Vilje”. Forslaget går på at få fællesarealet mod øst (på højre hånd ved indkørsel fra Fælledvej) etableret med vilde blomster og derved opnå forskønnelse af arealet, at give føde og levesteder for insekter samt et godt sted for trivsel generelt. Som en ekstra bonus er det også besparende, da vedligeholdelsen af græsarealet kan nedlægges. Flemming Kurdahl er tovholder på forslaget og tager kontakt til Norddjurs Kommune omkring emnet. Generalforsamlingen vedtog at Flemming Kurdahl arbejder videre med biodiversiteten og hvad vi skal opfylde af krav.

6. Ved det direkte valg til bestyrelsen kunne formandsposten ikke besættes. Derfor opfordrede dirigenten til, at den nuværende bestyrelse og en arbejdsgruppe bestående af Jan, Jonas, Lone, Margit og Brian skulle forsøge at finde emner til en ny bestyrelse. Karl Otto indkaldte i den forbindelse til møde lørdag den 24. juli 2021 kl. 09.00 på hans bopæl.

7. Udgår.

8. Udgår.

9. Sommerfest kan finde sted på initiativ fra medlemmer af grundejerforeningen.

En opfordring til alle er at overholde jeres vejskel. Beskær og klip ind til skel mod vej.

Referent Torkild Søgaard 

Nyeste kommentarer

10.11 | 10:15

Tak for snakken Arne. :)

09.11 | 15:45

Giv mig lige opkald på tlf. 4063 2894. Mit medlemsnr. er: 61

02.06 | 07:30

Ny adresse: Jeg har fået ny adresse som er JAGTVEJ 63A 8450 HAM...

27.05 | 14:25

Hej Ole, Vi bruger dem som også har Vaffelbageriet, så hør gerne der. :) ...